Aktiviteter og lokal forankring
Aktiviteter
Brobyggeren - en nøgleperson i hver kommune
I hver kommune allokeres en brobygger som:
- binder kommunens forvaltninger sammen med civilsamfundet
- udvikler og driver lokale brobygningsmodeller fra sundhedscentrene til foreningerne
- understøtter at færre borgere bliver henvist eller genhenvist til kommunale sundhedstilbud
Kompetenceudvikling – fælles sprog og trygge overgange
Kompetenceudvikling er et centralt element i indsatsen. Vi klæder både fagpersonale og foreningsinstruktører på til at:
- igangsætte og anvende tilpassede holdspil
- skabe et fælles sprog og gensidig tillid mellem kommune og foreninger
- sikre genkendelighed mellem kommunale træningsforløb og foreningstilbud, så overgangen bliver tryg
- have fokus på, at genoptræning ikke er sidste step, men at nye vaner skal fortsætte efter forløbet
Træningen foregår lokalt – i sundhedscentre, aktivitetscentre og foreninger – og følges op af implementering af holdspil på relevante træningshold, så borgeren møder kendte rammer.
Rekruttering – både i og uden for sundhedscentret
Rekruttering uden for sundhedscentret er lige så vigtig som den kommunale henvisning. Derfor udvikles lokale strategier, der gør det attraktivt og overskueligt for borgere at møde foreningslivet, fx gennem:
- aktive foreningsdage, hvor kommunen inviterer lokale foreninger, patientforeninger, Center for Holdspil og Sundhed og andre forskningsmiljøer
- præsentation af konkrete tilbud og mulighed for sundhedsmålinger som ekstra motivation
- rekruttering via aktivitetscentre, boligsociale enheder, Ældre Sagen, idrætsforeninger, aftenskoler og lokal kommunikation
Netværk og fælles viden
Der etableres:
- et internt netværk mellem partnerskabskommunerne, der mødes mindst tre gange årligt til sparring og erfaringsudveksling
- et eksternt netværk, der én gang årligt samler andre kommuner og aktører for at dele viden og inspirere bredt.
Formålet er at skabe en kultur, hvor vi lærer af hinanden og sammen udvikler modeller, der virker i praksis.
Fra forskning til handling – tilpassede holdspil i praksis
Projektet bygger bl.a. på anbefalingerne fra Center for Holdspil og Sundhed om at:
- allokere midler til en brobygger/koordinator
- afprøve brobygningsmodeller, der mindsker frafald
- organisere træningsforløb, så de faciliterer fællesskab – ikke kun individuel træning.
Tilpassede holdspil supplerer de eksisterende træningsmetoder og anvendes, hvor det giver mening for målgruppen. For borgere med omfattende funktionsnedsættelser eller specifikke genoptræningsplaner anvendes fortsat mere traditionelle, tilpassede træningsformer.