Gå til hoved indhold

Målsætning

Flere borgere skal finde glæde, fællesskab og livskvalitet gennem bevægelse – og blive en del af idrætsfællesskaber, der rækker langt ud over et kommunalt forløb.

Hvorfor Trygt i gang?

Sammen arbejder vi på at gøre det lettere for fysisk inaktive voksne, ældre og borgere med kroniske sygdomme at blive en del af lokale idrætsfællesskaber. Vi bygger bro fra kommunale sundhedscentre til foreningernes hold og aktiviteter, så flere kan fastholde et aktivt liv – også efter et kommunalt sundhedsforløb.

Derfor vil vi styrke det lokale samarbejde med eksisterende idrætsfællesskaber og samtidig udvikle nye tilbud. En central nøgleperson i hver kommune – en brobygger – skal sammen med de lokale foreninger udvikle og drive lokalt tilpassede modeller for brobygning og rekruttering. Målet er, at flere borgere bliver fastholdt i aktive fællesskaber, så færre har behov for at blive henvist eller genhenvist til kommunale sundhedstilbud.

Projektet ligger i naturlig forlængelse af den nye Folkesundhedslov, som skal styrke kommunernes forebyggende arbejde og skabe sunde rammer med mere fysisk aktivitet. Det samme gælder den nye Ældrelov, der stiller krav om samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger. Med projektet etablerer vi et tættere samarbejde mellem kommunerne og de lokale idrætsfællesskaber, som kan støtte ældre og borgere med og uden kroniske sygdomme i at holde sig fysisk aktive og socialt engagerede.

For at sikre en evidensbaseret og langsigtet løsning samarbejder vi med stærke vidensmiljøer, som bl.a. Center for Holdspil og Sundhed (CHS).

Vores målsætninger

Med Trygt i gang vil vi:

Gå fra reaktiv til forebyggende indsats:

  • Kommunen bevæger sig fra en reaktiv indsats til også at arbejde forebyggende og helhedsorienteret. Vedligeholdelse af borgernes funktionsevne bliver en naturlig del af de lokale sundhedscentre, og deres forløb.
  • Partnerskaber med civilsamfundet styrkes, så kommunerne både under og efter fremstår som en strategisk aktør, der skaber sammenhængende sundhedstilbud på tværs af sektorer.
  • Brobygningsmodellerne sikrer social inklusion ved at give borgere med lav foreningsparathed adgang til meningsfulde aktiviteter og gradvist øge deres deltagelsesmuligheder.
  • Langsigtet borgerengagement understøttes gennem nudging og synlighed, hvilket skaber ringe-i-vandet- effekter, hvor borgere inspirerer familie, venner og naboer til sundere vaner.
  • Kommunen opnår en mere bæredygtig sundhedsøkonomi ved at reducere tilbagefald og genindlæggelser gennem vedligeholdende aktiviteter i civilsamfundet.

Styrke sundhed og trivsel

  • Det estimerede antal visiterede borgere til sundhedsforløb i de deltagende kommuner udgør ca. 28.000 årligt, dvs. ca. 140.000 i projektperioden.
  • En del borgere kommer ikke til at anvende tilbuddet, så den reelle rækkevidde for borgere i sundhedsforløb udgør ca. 23.000 årligt, samlet ca. 115.000 i projektperioden.
  • Målsætningen er at mindst 2.300 af de visiterede borgere (11.500 borgere i projektperioden), fastholder forandrede træningsrutiner i de lokale idrætsfælleskaber efter endt sundhedsforløb.
  • Yderligere ca. 1200 borgere årligt (svarende til 6000 i projektperioden) forventes at kunne rekrutteres direkte til de lokale idrætsfællesskaber via andre kommunale initiativer.

Skabe stærke partnerskaber

  • Brobyggerfunktionen er indskrevet som en prioriteret indsats i de lokale politikker og strategier.
  • Der er udviklet og implementeret bæredygtige brobygningsmodeller i hver kommune.
  • Der er for vores kommuner udformet aftaledokumenter ved projektafslutning i 2031 om samarbejde på tværs af forvaltninger samt formaliserede samarbejdsaftaler mellem kommune og civilsamfund.
  • Der er udviklet og oprettet genkendelige motionstilbud med holdspil i de lokale idrætsfællesskaber.
  • Der er udviklet lokale rekrutteringsmodeller.
  • Udveksling og udbredelse af viden og erfaringer til anvendelse på tværs af partnerskabskommuner og til landets øvrige kommuner via interne og eksterne netværk.